PARTICIPANTS

Baryton Palle Kibsgaard
Drengesopran Jacob Hansen
Sign language interpreter Trille Wikborg
Performers with physical handicaps Lone Barsøe, John Sørensen, Stefan Andersen, Anders Møller, Torben A. Hansen, Søren Skjoldemose
Dancers Louise Schytte, Marie Huda Fogtdal,
Guden på stylter Noel McKeenan
Performers Tomas Lagermand, Iben Beck Christensen, Bodil Namaja, Ninett Jensen, Olivia Birch
Musikere Jens Koudahl (mundharpe), Georg Alexander Cortzen (klaver)

Concept, direction Kirsten Dehlholm
Text Peter Seeberg
Architectural landscape Birgitte Louise Hansen
Choreography Christine Meldal
Music Frans Winther
Costumes Laurian Raven
Painting on sculptures Tomas Lahoda
Painting on costumes Lena Børre Hansen
Light design Peter Thomsen
Dramaturgy Claus Lynge
Technicians Peter Thomsen, Hans Sander, Michael Laursen, Vagn Erik Jørgensen, Mistin Jørgensen, Torben Voigt, Mikael Thejll, Levino Dahlin Jensen, Kim Larsen. Lars Bjarke

Politiken
Set fra balkonerne tager gulvet sig ud som en barokhavekonstruktion – smuk og kunstig, arkitektonisk langt ind i sjælen. Men det er det ikke. For i den eneende af rummet står en fyldt bogreol, hvorfra en mundharpespillende lonesome rider fremdrager bog på bog. I den anden ende troner et koncertflygel, som betjenes af en smokingklædt yngling. Og bag ham knejser en spejlbeklædt trappe, som aldrig betrædes.
Rummetimer altså kun en baroklignende konstruktion, som på kunstens akse mellem litteratur og musik befolkes af et fortællertrekløver – mand, barn og tegnsprogskommunikerende kvinde – og et pjalteproletariat, hvoraf én mangler et be, og de øvrige er bevægelseshæmmede på andre måder. Tilsammen gengiver de et nutidigt og tidløst billede i bevægelse: et tankernes evige forsøg på at skabe harmoni og orden i et kaotisk iv. Civilisationens livtag med virkeligheden, om man vil.
…
Peter Seebergs mytelignende fortællinger beskriver i højloftede billeder livets komplementære sammensathed, smukt gengivet af syngende eller talende stemmeklange eller igennem den enkle, rene koreografi.
…
Kirsten Dehlholm, der som altid står for koncept og instruktion, har endnu engang skabt et fascinerende stykke performancekunst. Skyggens kvadrat er som at gå ind i tiden, læne sig op ad dets gelænder og lade blikket fortabe sig ui dybets æstetisk fuldendte syner. Netop sådan som civilisationen har lært os det: altid på jagt efter fortabelsen. Og altid med distancen som vilkår.
– Me Lund

Information
Man kan tælle brikker, prøve at udregne bagvedliggende logikker, søge at afkode betydninger – og bliver alligevel sat skakmat af tableauernes uberegnelige skønhed og lovmæssige orden.
Ud fra kvadratets linjespil tegner skyggen sig med alle sine finurlige buer og krumninger, som netop kommer fra det levende materiale. De indsatte små figurer med deres uafviselige menneskelighed taler deres eget tyste sprog – om ensomhed, smerte, udsathed, søgen. Menneskebrikkerne går ikke restløst op i spillet.
– Monna Dithmer

Uddrag af tekst skrevet af Peter Seeberg
Prolog
En fortæller om fortællere:
En ung mand kom til en korsvej og her kom han i vanskeligheder. Meget alvorligt.
Ingen sjæl havde fortalt ham, om han skulle gå til højre eller til venstre. Han var en improvisator, der sagde til sig selv: Alle betragter højre som den rette vej, næsten altid, det vil jeg vare mig for, jeg tager til venstre.
Han kom til at gå en lang, lang vej. Han indså, at hanmåttevende om og tage den højre vej fra korsvejen.
Han skyndte sig, så godt han kunne.
For øvrigt er der også en anden fortælling m en mand, der kom til en korsvej og ikke vidste, hvor han skulle gå hen.
Han gik til venstre, og da han havde gået et stykke, sagde han: Det ligner den rette vej mere og mere.

Besværgelse
Læg ti til, læg elleve til, læg tolv til.
Gå frem så langt I kan. Vent ikke mere.

Fortælling om søvnen
Der var et lille barn, der altid sov. Moderen ammede det og det drak og voksede, men meget langsomt. Barnet smilede mens det sov, og det så ud til at være i saligheden. Moderen ville have, at barnet vågnede, og strøg det over hovedet og bankede det på brystet, men det vågnede ikke. Folk, der kom forbi og som havde svært ved at sove, stjal lidt søvn fra det. De gned det let af panden med en lillefinger og slikkede det i sig, og så sov de, tit med det samme.
Et herligt barn, sagde de.
Man siger at barnet ikke er vågnet endnu. Man siger, det er et sted i Tyrkiet. Barnet er mange hundrede år gammelt nu. Mange har fået evnen til at sove igen ved at tørre dets pande med en finger.

Vejrmelding
Snart kan du dø af fuglesang, i hver en busk er stillids og stær. Solen synger på himlens bug, smerte og sorg går hvileløse rundt. Lyst smiler med lyse øjne.

Vejrmelding
Lad sommeren gå, lad sommeren komme. Komme og gå begge veje. Nu tæller vi hvedekerner. Kys blæser som sommerfugle over åbne hænder.

Vejrmelding
Stormene stirrer hen over havet. Sort er sort og alt forgår i jævndøgn, i efterår.

Vejrmelding
Tavshed knirker ikke, når den går forbi. Listigt tager vinteren om os, og vi ved det ikke.

20 April 1992
GENTOFTE TOWN HALL, DENMARK

27 – 30 April 1992
THEATREFESTIVAL “SONDERREIHE FORM” ERLANGEN, GERMANY

July 8 – 10 1992
THE CONVENT OF BEATO, LISBOA, PORTUGAL

SKYGGENS KVADRAT
En forestilling om barokken, guden og menneskene
1992

Skyggens kvadrat gennemlyses af barokkens temaer: konstruktion, passion, labyrint, optagethed af Det Kunstige og Det Skønne. Skabt til den store centralhal i et rådhus. Publikum står på balkoner i to etager og overskuer sceneriet, der på samme tid minder om en barokhave og et bibliotek.

Et labyrintisk landskab af fire scenebilleder. Fire menneskelige kvaliteter: søvnen, smerten, erindringen og stemmen stjæles af guden, der går på stylter og skyder med bue og pil. Elleve personer med og uden fysiske handicaps optræder som allegoriske figurer. En baryton-sanger, en drengesopran og en tegnsprogstolk er den tredobbelte fortællerskikkelse.

Scenografien er et arkitektonisk landskab, formet ud fra barokkens haveanlæg med symmetri og geometriske konfigurationer.

Musikken er skrevet som satser i barokkens suiteform: en allemande, en courante, en sarabande og en gigue. Skrevet for baryton, drengesopran, klaver og mundharpe.