"... på et lysende gulv står de og kalder levende musik ud af æteren. Et theremin-orkester, en kvinde med mange stemmer, en avantgardist og en gammel mand formgiver historien om instrumentet theremin og dets russiske opfinder. Polyfone lydbilleder og elektroakustiske toner sætter farve til fortællingens sorthvide scener. Musik, kunst, teknologi."
“Jeg startede som syvårig med at studere elektricitet, og som niårig spillede jeg cello. Men jeg mærkede en stor modsætning imellem selve musikken og den mekaniske måde at frembringe den på. Jeg ønskede på en eller anden måde at forbinde min elskede elektricitet med musikken. Som ung var jeg interesseret i højfrekvenser og de magnetiske kræfter gennem transformere. Jeg blev fysiker og leder af det radiologiske laboratorium i Skt. Petersborg. Her udarbejdede jeg elektriske alarmsystemer, der reagerede på en person, der nærmede sig en wire med en afstand på 4-5 m. Ud fra samme principper om interferens mellem højfrekvente svingninger udviklede jeg et musikinstrument med et lydomfang, der skifter 3 til 4 oktav, alt efter håndens afstand fra elektroden. Således spilles på en usynlig streng ved at variere håndens afstand fra 10 til 50 cm for hver oktav eller ved at bevæge håndled og fingre. En bevægelse der minder om dirigentens, når han dirigerer et orkester." Dette sagde Leon Theremin (Lev Termen) i 1920 efter at have opfundet et af de første elektroakustiske musikinstrumenter, siden kendt som 'theremin'.
Forestillingen Theremin bringer os igennem et århundredes opfindelser og udvikling af den elektroniske musik, verdenshistorien og et personligt livsforløb. En strømførende fortælling om manden, der erobrede verden med sin lyd og siden blev aflytter. Lyden af thereminen både ses og høres. Elektroniske lydbilleder sætter historien i relief og bringer os ind i det 21. århundredes musikalske univers.
Forestillingen er fortællingen om den russiske fysiker og opfinder Leon Theremin (1896-1993). Han var pioner indenfor de fysiske videnskaber i det tidlige Sovjet, der stadig troede på utopien. Han oplevede berømmelse med sit elektroakustiske instrument i det Europa, hvor verdensudstillingerne var besættende repræsentanter for den nye tid. Han rejste til USA og bosatte sig i New York for at mangfoldiggøre og udvikle sine opfindelser, dér hvor alverdens store kunstnere og videnskabsfolk mødtes.
Anden verdenskrig brød ud og han vendte tilbage til Stalins Sovjetunion, hvor han forsvandt for alle og enhver. Hans opfindelser, der først blev skabt i kunstnerisk øjemed, blev siden brugt til politiske formål. Som fange i det politiske system blev han sat til at 'rense æteren' med aflytningsudstyr, han udviklede for KGB til sovjetisk spionage. Han vendte aldrig tilbage til sine musikinstrumenter, heller ikke da han senere var ansat som tekniker ved Musikkonservatoriet i Moskva. "Elektricitet er ikke godt for musik, elektricitet skal bruges til henrettelse i den elektriske stol" var det officielle budskab, og hans instrumenter blev ødelagt.
Til sin død fortsatte han arbejdet med elektronik, der ikke var relateret til musik – alt imens de musikinstrumenter, han havde opfundet, var blevet videreudviklet til helt nye elektroniske værktøjer.
Thereminen selv har først været brugt til klassisk musikfremførelse og siden til skrækindjagende lyde i 30'ernes B-film og skelsættende toner i 70'ernes pop- og rockmusik for i dag at blive brugt i kunstfilm, i moderne teater og hos nutidens eksperimenterende musikgrupper.
I forestillingen optræder et theremin-orkester. Som silhuetter står de på et lysende gulv og kalder levende musik ud af æteren. Thereminen spilles solo eller finder sammen med en violin og en cello søgende efter en fælles tonalitet. Tre børn er musikere, koncentrerede om at finde tonen. En kvinde taler med mange stemmer, beretter historien om opfinderens liv. En mand formgiver fortællingen gennem bevægelse og position. En gammel mand lytter og ser det for sig: Jeg vil leve evigt.
Kompositioner af polyfone lydbilleder fylder rummet, indrammer fortællingen og forvandler thereminens monofone klang til en musikalsk rejse, inspireret af den nysgerrighed, der skabte instrumentet.
Du hører lyden af et århundrede.
|
|

Forestillingens varighed: 75 min. |