Stedets Algebra+

Stedets Algebra

En film arabesk

2006

2006
4. mar - 2. apr 2006
Axelborg, Vesterbrogade 4, København

Stedets Algebra

En film arabesk

2006

En forestilling der undersøger den arabiske kultur.

Stedets Algebra er en kunstinstallation, en film, en forestilling, set oppefra. En arkitektur med optiske illusioner. En filmisk fortælling der som en arabesk snor sig igennem mange rum i et fiktivt arabisk hotel. Rum der åbner sig med modtagelse og gaver, viser historier, faktuel viden og aktuelle begivenheder. Rum der beretter om fryd og fordomme, kønsopdelte ritualer, gammel viden, geometri og læreprocesser.

 

 

Kvinden er den gennemgående figur, en bifigur. Hun dukker op i kanten af billedet, på filmen eller i rummet som den person, der passer sig ind eller som den, der skaber fortællingen. Således får historien flere synsvinkler, som følger arabisk fortælletradition.

 

Tilskuerne står på balkoner i syv etagers højde og ser ned i en brønd af billeder. Turen gennem hotellet stopper kort ved terrassen med lys og udsigt til høj himmel og fortsætter på strandpromenaden, hvor ryttere til hest rider i strandkanten i solnedgangens gyldne lys.

 

Kvinden ligger på divaen i loungen, før hun forsvinder ned ad trappen for at åbne døren til det hemmelige rum. I et hjørne sidder drengen og leger. Scenen i konferencesalen afslutter turen med The Late Night Show. Til sidst taler vi i telefon, med hinanden, med verden.

 

Stemmer, reallyde og mellemøstlig musik fylder rummet som et medspillende lydbillede, der komponeres på stedet af den kvindelige DJ.

Stedets Algebra er en udveksling af de tanker, syner og oplevelser vi har, og som vi får pålagt i disse år, hvor det mere end nogensinde er nødvendigt at skelne mellem motiv, årsag og virkning, mellem betegnelser for racer, religioner og mennesker, mellem politik, forretning, kunst og kultur. Kunstens kommentar til verdenssituationen.

 

Stedets Algebra handler om betydningsdannelser, om hvordan vi konstruerer mening og betydning, om hvordan vi nedbryder og opbygger det, der er til stede, det, der findes overalt. Tingene holdes frem, vendes og drejes, ses fra mange synsvinkler. Det er bevægelse som form. Forløbet i sig selv er bevægelse, med korridorer, blindgyder, sale og saloner, afgange og ankomster. En ornamenteret beretning, der optager synet og sansen, til glæde for tanken og refleksionen.

 

2006
4. mar - 2. apr 2006
Axelborg, Vesterbrogade 4, København
Del denne side