Sandbarnet+

Sandbarnet

Et forandringsprojekt

2007

2007
22. feb - 17. mar 2007
Mogens Dahl Instituttet, Islands Brygge

Sandbarnet

Et forandringsprojekt

2007

Hans idé var enkel, svær at føre ud i livet, at holde fast i al dens kraft: Det barn der skal fødes bliver en dreng, selvom det er en pige.
Tahar Ben Jelloun

 

En bog og et hus. En tekst og en kontekst.

 

Sandbarnet er den gennemgående figur i forestillingen. Et barn af sand er ingen fast skabning. Det formes af den ydre verden, men bevarer sit grundmateriale som substans.

 

I forfatteren Tahar Ben Jellouns to bøger Sandbarnet og Den hellige nat optræder det samme livsforløb i mange forklædninger. Et barn fødes som pige, men vokser efter sin fars vilje op som en dreng mellem syv søstre. Som voksen ændrer hovedpersonens handlinger og personlighed karakter gennem skiftende fortællerstemmer, der giver forskellige versioner af det samme liv.

 

I forestillingen Sandbarnet tilføjer Hotel Pro Forma andre fortæller-stemmer, der alle beretter om sandbarnet på hver sin måde. De nye fortællere er sandbarnets syv søstre, der i forestillingen optræder som syv nulevende kvinder, syv nutidige talenter. De præsenteres gennem deres CV´er og korte personlige udsagn. De blander sig med sandbarnet, farver og betoner dets livsforløb.


Andre fortællere er tre mandlige sangere, der med markante stemmer synger de poetiske spor.

 

Tilsammen fortæller teksterne og sangene om levede liv, om muligheder og skæbne, om talent. Om hvordan alt indgår i en kontekst. Konteksten er et mulighedsfelt og en forståelsesramme. Sandbarnet fortæller om oplevelsen af tilpasning og forandring som et livsvilkår i det moderne liv.

 

Sandbarnet er forestilling og kunstinstallation i ét, skabt specielt til stedet Mogens Dahl Instituttet, hvor publikum frit kan bevæge sig mellem to rum: musikrummet og tekstrummet. I tekstrummet optræder tre kvinder som tre forskellige personificeringer af sandbarnet og som de syv søstre. Film, billeder, lyd og lysende objekter ændrer undervejs rummets karakter. En kvindelig fortællerskikkelse forbinder tekstrummet med musikrummet.

 

Komponisten T. S. Høeg har skabt forestillingens 135 minutters instrumental musik og elleve sange til tre stemmer: en kontratenor, en soulvokal og en rapper. De synger alene og sammen, de veksler med korte og lange instrumentale musikforløb. De råder over musikrummet, men deres stemmer når også ind i tekstrummet, som toner fra en anden verden, hvor sfærisk skønhed, meta-pop blues og hard-groove forener sig.

 

Varighed: 135 min.
 

2007
22. feb - 17. mar 2007
Mogens Dahl Instituttet, Islands Brygge
Del denne side