Performancekunst som en undersøgelse af verden

Performancekunst som en undersøgelse af verden

Hotel Pro Forma er et internationalt laboratorium for performance, installation og opera. Det konceptuelle og æstetiske er kendetegnende for arbejdsform og udtryk.


Produktioner udvikles på baggrund af grundige studier, og temaer hentes fra en bred vifte af interessefelter. Den kunstneriske proces er undersøgende og tværgående. Hver produktion er et nyt eksperiment og indeholder en dobbelt iscenesættelse: indhold og rum. Spillestedets arkitektur og tradition er altid medspillere.


Forestillingerne er forankret i musik og visuel kunst og følger ikke traditionelle dramatiske strukturer. De præsenterer æstetiske universer, der undersøger emner som evolution, perception, perspektiv og tyngdekraft, verdenskulturer, kosmos, krig og fortællemåder. Alle emner sættes ind i nye kontekster.


Hotel Pro Formas produktioner er karakteriseret ved en enorm diversitet, idet rum, koncept, samarbejdspartnere og performere ændrer sig fra projekt til projekt. Hver produktion er resultatet af et tæt samarbejde mellem professionelle fra mange discipliner: billedkunst, arkitektur, musik, film, litteratur, videnskab og digitale medier. Performere er nøje udvalgt i forhold til de kvaliteter, som produktionens koncept og natur kræver.

 

Eksperimenterende teknologi inden for AV, lys og lyd udvikles til hver forestilling for at skærpe sanserne til at opleve verden på ny.

 

Siden 1985 har Hotel Pro Forma produceret mere end 50 værker, som er blevet vist i over 30 lande rækkende fra udstillinger og performances til operaopsætninger. Hotel Pro Forma har modtaget mange prestigefyldte priser fra vigtige danske og europæiske kunstorganisationer.


I 2015 modtog Hotel Pro Formas grundlægger og kunstneriske leder Kirsten Dehlholm den fornemme internationale pris Artist Award for the Performing Arts (ISPA) og Reumerts Hæderspris, som er en af dansk scenekunsts største priser.
 

Del denne side